Artiklen indeholder reklamelinks
Forstoppelse kan være både pinefuldt, generende og ubehageligt. Især, hvis forstoppelsen rammer familiens lille guldklump, kan det være rigtig smertefuldt – både for barnet selv, men også for jer som forældre.
Det kan nemlig være rigtig frustrerende som forælder at være vidne til, at barnet ikke kan komme af med sin afføring, og man står derfor på sidelinjen og føler sig magtesløs.
Forstoppelse er ikke unormalt – heller ikke hos børn. Faktisk forekommer forstoppelse hyppigt hos børn, og hvert femte barn mellem 4 og 18 år har på et tidspunkt i deres liv været i behandling mod forstoppelse.
Det kan nogle gange være rigtig svært at afgøre, om ens barn har forstoppelse. Sjælden afføring betyder nemlig ikke altid, at barnet har forstoppelse. Du bliver derfor nødt til at være opmærksom på, om dit barn, foruden at have et mindsket antal afføringer, udviser andre symptomer på forstoppelse.
Hos børn kan der være tale om forstoppelse, hvis barnet foruden den sjældne afføring også har hård og smertefuld afføring, som ofte er knoldet eller som små kugler. Forstoppelse kan desuden vise sig ved, at dit barn oplever uheld i bukserne, fordi den tynde afføring siver ned forbi forstoppelsen. Hvis dit barn klager over at have ondt i maven, eller har en udspilet mave, kan dette altså også være en indikation på, at barnet har forstoppelse.
I nogle tilfælde kan barnet desuden opleve at have kvalme, manglende appetit og nedsat trivsel ved forstoppelse. Forstoppelsen kan hos nogle børn påvirke humøret og adfærden i en sådan grad, at de er uoplagte, utilpasse, pylrede og kede af det.
Det kan derfor være en rigtig god idé at være opmærksom på, om dit barn udviser nogle af disse symptomer. Hvis det er tilfældet, har dit barn forstoppelse, og du må derfor hurtigst muligt få barnet i behandling.
For at afhjælpe den lille med forstoppelsen, er der forskellige ting, man kan forsøge sig med.
Hvis dit barn er under tre år, er det vigtigt at kosten ikke indeholder for mange fibre. Undgå rugbrød med kerner, da disse kan skabe luft i tarmen i stedet for at fremme fordøjelsen.
Dog kan det være en god idé at give dit barn formalet fuldkorn, da det er rigtig godt for tarmen, fordi fibrene sætter gang i tarmene og giver en bedre mavebalance. Du kan eventuelt blande hvidt og groft brød, hvid og grov pasta og hvide ris med brune, for at dit barn får varierede fibre, der kan være godt for maven.
Sørg desuden for, at dit barn drikker rigeligt med væske og lav faste toilettider – eksempelvis i forbindelse med et måltid.
Hvis dit barn ikke selv kommer sig over forstoppelsen, eller forstoppelsen er så slem, at barnet bløder fra endetarmen eller græder ved afføring, kan det være nødvendigt at søge læge og behandle med movicol.
Movicol er et blødgørende afføringsmiddel, der binder væsken til afføringen, hvilket gør barnets afføring mere smidig og dermed nemmere at komme af med. Medicinen bliver ikke optaget i barnets krop, men kurerer derimod forstoppelsen, så du kan få dit glade og aktive barn tilbage igen.