Hvilken af de 3 klassiske mor-typer bliver du?

Som vordende mor har man rigeligt at spekulere på: Hvordan kommer fødslen til at gå? Hvad skal junior hedde? Hvor meget søvn kommer vi til at få? Hvad nu hvis det bliver det modsatte køn af hvad vi så på scanningen? Gad vide, hvordan man kæreste bliver som far?

Mange af os har forestillet os, hvordan vi bliver som forældre allerede fra barndommen. Vi har leget med dukker, vi har leget ”familie” med vores venner og vi har set vores egne forældre. Undervejs har vi prøvet at forestille os, hvordan vi selv vil gøre i de samme situationer, når det er os, der er mødrene, og barnet er vores eget barn.

En betragtning, der ofte går igen, er, at vi, i hvert fald i en overgang i teenageårene, slet ikke skal være som vores egen mor. Mange gange går det dog ikke hverken værre eller bedre, end at vi pludselig hører os selv kalde vores baby det samme kælenavn, som vi selv er blevet kaldt, eller at vi synger den samme godnat-sang, som også er blevet sunget for os. Vi kommer, med andre ord, tit til at ligne vores egne forældre lidt.

Den nybagte løvemor

De fleste mødre er løvemødre, når barnet er nyfødt. Der betyder det at være løvemor nemlig, at man er ekstremt opmærksom på sit barn hele tiden. Den baby, man har båret i sin mave i 9 måneder, har man et nært og tæt bånd til, og det kan ingen tage fra én – men til gengæld vil både din egen mor, svigermor og resten af den pukkelryggede gerne tage dit barn fra dig (de vil I hvert fald gerne holde det).

Som nybagt mor oplever de fleste, at det gør ondt, og at man bliver ængstelig indeni, når andre vil holde baby. Det er en naturlig reaktion, fordi man I starten er så meget på og opmærksom. Man skal jo lige lære, hvor meget baby kan holde til, og man skal have opbygget et bånd med baby. Derfor skal baby heller ikke hele tiden ligge i armene på svigermor, når det er tid til at noget hud-til-hud tid.

Efter nogle måneder aftager denne type løvemors tilstedeværelse i den nybagte mor. Det sker i takt med, at ens endelige identitet som mor bliver dannet. Herfra kan man blive hønemor, løvemor eller ravnemor.

1: Hønemoren

Der er meget delte meninger om, hvad det vil sige at være en ægte hønemor. Nogle hører ordet hønemor med en negativ klang, mens andre både bruger og hører betegnelsen positivt. Der kan altså være forskel på, hvad man forbinder med en hønemor, men her har vi én definition:

En hønemor er en omsorgsfuld og meget nærværende mor, som af og til bekymrer sig lidt for meget. Hønemoren er den der varme mor, der tager sin kylling helt ind under vingen, hvor den får varme og kærlighed til at vokse på.

Hønemoren er også den mor, der altid holder øje med, om barnet nu også er med, ligesom en rigtig høne, der har sine kyllinger med sig på stribe. Det vil hun også have, når hun er sammen med andre menneskers børn, der får den samme kærlige opmærksomhed som hendes eget.

Til børnefødselsdage bliver der serveret hjemmebagte boller, kage og alt det, der hører en børnefødselsdag til. Hun arrangerer også sjove lege for alle børnene og holder kærligt øje med dem alle sammen, men især sit eget barn. Hønemoren vil til enhver tid forsvare sit barn og være opmærksom på, om det kommer ud i nogen farlige situationer – både fysisk og socialt. Vil barnet kravle i træer, står hun på jorden og kurrer lidt uroligt, indtil ungen er landet sikkert igen.

Som hønemor skal man passe på, at man ikke kommer til at tage ansvaret fra sine børn. De skal også være i stand til at flytte hjemmefra en dag og klare sig uden deres mor. Hvis du ikke kan viser dine børn tillid, gør du dem simpelthen en bjørnetjeneste.

2: Løvemoren

Nogle mødre fortsætter som løvemødre. Her tænkes dog ikke på en overbeskyttende mor, der ikke vil give sit barn fra sig, mens det er nyfødt, selvom der er en vis sammenhæng mellem den stærke beskyttertrang og denne mortypes måde at være mor på. I stedet tænkes der på en mor, der optræder som en stærk og myndig person, der forstår at ”lede” sit barn.

Som løvemor er man nærværende ligesom hønemoren, men i stedet for at være varm og hyggelig hele dagen, er løvemoren i højere grad opmærksom på at opdrage sit barn. Hun ønsker, at hendes barn skal være velopdragent og sige pænt goddag, be’ om og tak for mad.

Det handler både om respekt for sig selv og for andre. Det handler om at være konsekvent. At spise pænt, sidde pænt og at opføre sig pænt – både ude og hjemme. Løvemoren sørger for at give sit barn de bedste forudsætninger for at bliver en dygtig og god medborger, som andre folk kan holde ud at være sammen med, selv når mens det blot er barn.

En løvemor overtager ikke ansvaret for sine børn eller løser deres problemer. I stedet lader hun sine børn prøve deres kræfter af. Adfærden kan, set udefra, forveksles med manglende omsorg, men hun står altid klar i kulissen og holder øje med, at børnene klarer sig – klar til at springe til, hvis noget går galt. Ganske ligesom en løvemor ude på savannen, der lærer sine børn at begå sig, men som også slikker deres sår, hvis de fejler, og står klar til at hjælpe dem det sidste stykke af vejen.

Løvemoren kan godt have problemer med sine børn, mens de er teenagere, fordi de vil være opmærksomme på, at nogle af deres jævnaldrende har det ”nemmere”, fordi deres forældre simpelthen gør mere for dem. Men når børnene bliver voksne og selvstændige, vil de komme hjem til deres løvemor og være taknemmelige for, at de har lært at klare sig selv.

3: Ravnemoren

En ravnemor defineres i nogle ordbøger som en mor, der har mere travlt med sig selv end sine børn. Konsulterer man en ornitolog, vil man få fortalt, at en ravn faktisk slet ikke er nogen dårlig mor, men at ravne faktisk er enormt dygtige forældre. Her går vi dog med en af de definitioner, der er mere udbredte i befolkningen:

Nemlig den definition at en ravnemor – ulig en hønemor – er en mor, der har lidt flere ben i næsen. Det samme får hendes børn. Når børnene falder og slår sig, kommer hun ikke rendende og fortæller dem, at det gør ondt, før de selv har haft tid til at reagere.

Hun ved nemlig godt, at nogle gange ser det værre ud for voksne, end det opleves fra børnenes side. Derfor græder børn ikke altid, når de slår sig – med mindre de kan se på deres forældre, at det, der lige skete, var forfærdeligt. Man må altså ikke blande en ravnemor sammen med den fortolkning, at hun ikke er omsorgsfuld – eller at hun er ligeglad med sine børns ve og vel!

En ravnemor er, tværtimod, en mor, der forstår at børn får skrammer. Hun giver sine børn en høj smertetærskel, og ravnemorens børn bliver dem, der for alvor har ben i næsen og kan tåle modgang. De lader sig ikke slå ud, piber ikke over småskræmmer og søger ikke efter medynk hele tiden.

Det er ikke dårligt at være ravnemor, hvis man er mor til to eller tre drenge, der konstant slår sig til fodbold. I et hjem med en ravnemor vil der typisk være plads til at børnene udforsker alting med alt, hvad det indebærer, ligesom der vil være plads til at tumle og have det rigtig sjovt.