Artiklen indeholder reklamelinks
Som førstegangsforældre er du sikkert ekstra opmærksom, når baby rammes af sygdom. Uanset hvor godt du passer på din baby, er det umuligt at undgå de mest almindelige sygdomme såsom forkølelse eller hoste. Selvom det kan være en hård omgang for din lille guldklump, er sygdomsforløbet med til at styrke immunforsvaret på sigt. Og et stærkt immunforsvar er noget alle sigter efter. Når baby og små børn hoster, er det typisk på grund af en forkølelsesvirus. Heldigvis findes der mange gode metoder til at lindre hoste. Læs med her og bliv klogere på hoste hos babyer, hvad du skal være opmærksom på, og hvornår du skal kontakte lægen.
Hoste er en refleks, som udløses af fremmedlegemer i luftvejene. Derfor er det en god ting at hoste, fordi kroppen forsøger at rense halsen og komme af støv, slim eller andet snavs. Hoste kan opdeles i tør hoste og våd hoste. Tør hoste udløses af en infektion, typisk en forkølelse, og varer som regel et par uger. Tør hoste er værst om natten, fordi en liggende stilling øger trykket på lungerne. Våd hoste er hoste med slim, som er tegn på en luftvejsinfektion. Hvis slimet er tykt, gulligt og ledsaget af feber, er det tegn på betændelse med bakterier. Er slimet tyndt og klart, er det tegn på en virusinfektion såsom forkølelse. Alt efter hvilken type hoste din baby har, er der forskel på, hvordan man lindrer symptomerne.
Øg væskeindtaget: Sørg for at give din baby rigeligt med væske. Du må gerne kombinere modermælk eller modermælkserstatning med vand fra en kop eller sutteflaske, såfremt din baby er gammel nok til at få vand. Hvis din baby døjer med meget slim, kan det i værste fald sætte sig på lungerne. Derfor bør du være særligt opmærksom og sørge for at give din baby ekstra meget væske.
Hæv sengen: Det kan afhjælpe hosten at hæve hovedgærdet i babys seng. Placer et par bøger under sengens ben eller under madrassen i den ende, hvor hovedet er placeret.
Hostesaft: Hvis din baby er fyldt et år, må du gerne anvende hostesaft, som er specielt udviklet til småbørn. Hostesaften går ind og lindrer symptomerne, og må kun anvendes ved tør hoste.
Skiftende nattevagt: Hoste er ikke kun generende for baby, men holder også forældrene vågen om natten. Skift eventuelt til at sove sammen med baby, så den ene forælder er nogenlunde veludhvilet til dagen efter. Det kan være en god ide at sidde delvist op med baby, sovende på brystet, for at lette trykket på lungerne.
Det er vigtigt at kontakte lægen, hvis hosten opstår ud af det blå uden tegn på forkølelse. Herefter vil lægen undersøge baby for at udelukke alvorlige sygdomme såsom lungebetændelse. Noget andet du skal være særligt opmærksom på er, om din baby har besværet vejrtrækning. Hvis baby virker forpustet eller bruger flere kræfter end sædvanligt på at trække vejret, er det en indikation på, at der er noget galt. Det samme gør sig gældende, hvis der opstår lyde under vejrtrækningen. Hvis din baby har høj feber, virker slap eller er svær at komme i kontakt med, bør du ligeledes kontakte lægen hurtigst muligt.