Artiklen indeholder reklamelinks
Dit hjem er fyldt med elinstallationer, og det betyder også, at der er en risiko for, at dit barn får stød eller på anden måde kommer til skade i hjemmet. Stikkontakter ved gulvet, løse ledninger, forlængerledninger, der ligger på gulvet, elkedel og strygejern, hvis ledninger hænger ned fra bordet er alle eksempler på ting, som kan være til fare for din baby.
Du har sikkert allerede babysikret dit hus eller din lejlighed i forhold til skuffer og skabe, så din baby ikke kan få dem op, ligesom du også har fået stillet alle kemikalier og rengøringsmidler over børnehøjde, og alle de skarpe kanter er også blevet beklædt med hjørnebeskyttere. Men hvad med alle elinstallationerne? Er din baby beskyttet mod dem?
Der er mange stikkontakter fordelt i hele hjemmet, hvad enten du bor i lejlighed eller hus. En del af disse stikkontakter kan være placeret tæt ved gulvet – og dermed også i børnehøjde. Din baby vil have en naturlig nysgerrighed om disse stikkontakter, så derfor er det vigtigt, at stikkontakterne er babysikrede.
Risikoen er, at din baby vil forsøge at stikke fingrene eller andre genstande ind i hullerne i stikkontakten, og så risikerer din baby at få stød. Nyere stikkontakter er allerede sikrede i den forstand, at de kræver, at der bliver stukket noget i begge hullerne, før der er risiko for at få stød.
Ældre stikkontakter har ikke denne sikkerhed, og derfor er risikoen for, at dit barn får stød endnu større. Derfor skal du sørge for, at din baby ikke kan stikke noget i stikkontakterne. Men hvordan gør du det, hvis du altså ikke skal rende efter din baby hele tiden og se, hvad han eller hun laver?
Det er i dag muligt at få blindpropper eller stikpropper, som kan sættes i de stikkontakter, der ikke er i brug. Disse propper er nogle små plastikpropper, der er lavet til at undgå, at din baby putter fingrene i stikkontakten, og de er designet, så babyen ikke har mulighed for at trække dem ud selv. Når du sætter blindpropper i dine stikkontakter, skal denne passe naturligt ind i stikkontakten, og må derfor ikke mases eller på anden måde tvinges ind i stikkontakten.
Hvis I har mange ældre stikkontakter i jeres hjem, kan I også overveje at udskifte stikkontakterne til nogle nyere. Dette er helt lovligt at gøre selv, men du kan også få en elektriker til at gøre det for dig – så er du også helt sikker på, at det bliver gjort korrekt og hurtigt, og du kan i stedet bruge tiden sammen med din baby.
Du bør også overveje, hvor mange ledninger du har til at ligge løst på gulvet, eller som hænger ned langs væggen. Løse ledninger er interessante for babyer, som gerne vil undersøge, hvad det er. Derfor vil der være en stor risiko for, at din baby vil tage ledningen i munden som et led i undersøgelsen.
Det du kan gøre er, at fastgøre de løse ledninger til fodpanelet eller væggen – det findes der mange løsninger til, eksempelvis kabelskjulere. Ved at skjule ledningerne på denne måde, tiltrækker de ikke lige så meget opmærksomhed fra din baby – og hvis din baby stadig gerne vil undersøge, hvad det er, bliver det sværere at få fat i ledningerne, ligesom ledningerne vil være beskyttet af et ekstra lag.
Du undgår også, at dit barn risikerer at blive kvalt i den løse ledning – ligesom du også fjerner risikoen for, at du selv falder i ledningen.
Hvis du har ledninger til at hænge ned langs væggen, så overvej, hvilket apparat, som ledningen er fastgjort til. Er det elkedlen, strygejernet, radioen eller andet? Det er alt sammen ting, som kan gøre stor skade på din baby, hvis han eller hun trækker i ledningen, så det, der er for enden af ledningen, falder ned i hovedet på din baby. Husk derfor at lægge ledningen et sted, hvor din baby ikke kan nå i stedet for at lade ledningen hænge ned langs væggen eller ud over bordkanten.
Stikdåser og forlængerledninger skal du også være opmærksom på. Stikdåser er jo i bund og grund det samme som en stikkontakt, og derfor skal du også være opmærksom på, om disse er babysikrede. Har du mange forlængerledninger liggende på gulvet?
Så kan det være, at du skal til at overveje at få installeret nye stikkontakter i stedet for.
Dette må du ikke selv gøre – det skal du have en elektriker til.
Bruger du mange forlængerledninger har du sikkert også en masse forskellige opladere til at sidde i. Det kan være opladere til din telefon, din tablet og din computer. Her skal du igen være opmærksom på, at det er løse ledninger, du har liggende i børnehøjde, samt at disse opladere kan blive varme, hvilket heller ikke er hensigtsmæssigt, hvis din baby får fat i dem. Derfor er det en god idé at trække stikkene ud af stikdåsen eller stikkontakten, når du ikke bruger den.
Alle elinstallationer er forbundet med en fejlstrømsafbryder, som er din sikkerhed for, at der ikke sker dig noget, hvis der opstår fejl i dine el-apparater – eller hvis nu din baby kommer til at putte noget i en stikkontakt, som ikke skal være der. Så slår afbryderen strømmen fra, så der ikke sker nogle ulykker. Denne afbryder kan være en HFI-afbryder eller en HPFI-afbryder. Hvis du har en HFI-afbryder, bør du overveje at udskifte den til en HPFI-afbryder, da denne er langt bedre tilpasset til vores teknologiske udvikling og dermed også vores elektriske apparater.
Hvis din fejlstrømsafbryder er mere end 10 år gammel, vil det være en god idé at få en elektriker til at kigge på den, så du er sikker på, at den virker, som den skal. Her kan du også selv foretage tests – gerne to gange årligt. Du skal blot trykke på testknappen på afbryderen.
Har du stofledninger bør du også tjekke deres isolering. Det er generelt en god idé at tjekke isoleringen på alle dine ledninger, men særligt stofledningerne udgør en stor brandfare, hvis isoleringen er mørnet. Hvis du er i tvivl om, hvad du skal kigge efter, eller hvad du skal gøre, så få en elektriker til at tage en isolationsmåling.
Du kan tage dine forholdsregler og babysikre dit hjem, så din baby ikke risikerer, at få stød. Dette er særligt vigtigt, når din baby er helt lille. I takt med at dit barn bliver større, bør du også sørge for at lære dit barn, at strøm kan være farligt, og at man kan komme slemt til skade. Så lærer dit barn at respektere de forholdsregler, der er omkring el.